Mig i Hendes Verden

Det er da ret vildt … sådan at være i et dameblad. Jeg synes artiklen er fin. Der står i hvert fald ikke noget som, ikke passer.

En lille sjov krølle på historien : Egentlig tænkte jeg jo artiklen som reklame for min sokkebog, men alle de henvendelser jeg har fået, handler om den kjole som jeg har på 😂

Jeg lover der snart kommer en opskrift på kjolen.

I mellemtiden kan du overveje den trøje, som minder lidt om kjolen, som ligger HER😀

Goddag 2019

Goddag 2019

Mit 2018 var et meget turbulent år. Ulykker , sygdom, dødsfald … you name it….

Men det var også det år jeg endelig blev færdig med min sokkebog. Det tog, rundt regnet, 4 år, fra ide til færdig bog.

Det begyndte med en udmattelsesdepression (det, har jeg fundet ud af efterfølgende, at det kaldes) i 2014. Jeg kunne ingenting. Jeg følte ingenting. Verden var mig aldeles ligegyldig. En eller anden dag, fandt jeg garn og strikkepinde frem. WOW – jeg kunne strikke. En gammel ide begyndte at banke på. Noget med sokkeopskrifter, noget med at samle dem, noget om at de skulle kunne læses af alle.

 

Langsomt tog ideen form, samtidig med at jeg møvlede mig ud af den der udmattelsesdepression.

Ideen var kimen til bogen, men det blev også kimen til en radikal livsbaneændring.

 

Jeg var skolelærer, havde en stor fed ejerlejlighed, en lille smart, rød bil. Jeg havde fart på. Jeg havde også en lille kolonihave, med et lille kolonihavehus på. Ind i mellem, før udmattelsesdepressionen, trak jeg mig tilbage i det lille hus.

Der malede, skrev og strikkede jeg. Men der var aldrig tid nok.

 

Nu er jeg min egen, ingen ejer mig. Jeg har ikke en stor fed lejlighed og heller ingen smart bil. Jeg skylder ikke nogen noget og jeg har oceaner af tid.

Jeg har stadig fart på, men det er med andre projekter end før. Jeg strikker og skriver opskrifter, jeg skriver noveller og sender dem håbefuldt til damebladene, jeg skriver mine egne noveller og planlægger en roman, jeg maler, jeg lægger blomsterløg i jorden og går en tur med min hund.

 

2015, 2016 og 2017 var sådan nogen underlige, spændende og lidt skræmmende år. Ikke kun det med at sælge lejligheden og den røde bil, men også det med at se på verden på en ny måde. Jeg åbnede øjnene helt og så vejene. Alle de veje som jeg kunne gå. Smutveje og omveje. Først gik jeg tøvende, men jo mere jeg gik, jo mere sikre blev mine skridt.

 

2018 var et forbandet år. Jeg var sådan set helt i balance da året startede. Stod helt stabilt, lige der hvor jeg gerne ville stå. Ulykker blev afløst af katastrofer, hele året igennem…

I 2018 skete der også gode ting. Jeg var ude at rejse 3 gange, vi fik et skønt kuld hvalpe, jeg udgav sokkebogen og fik seriøst gang i skriveriet. Men det føles som om det alt sammen var på trods… Som en art overlevelsesmekanisme. Forsøg, på at genskabe balancen.

 

2019 jeg byder dig Goddag og Velkommen. Jeg er ikke helt i balance og står knapt så stabilt. 2018 har giftige fangarme som rækker langt ud i fremtiden.

 

En god veninde, som er langt mere spirituel end mig, har lovet mig at 2019 er et godt år. Hun siger at kærligheden langsomt kommer tilbage til os, både som enkelte individer, men også i hele verden.

 

Jeg ønsker alle et godt år. For mig selv ønsker jeg bare at få lov til at strikker og skrive opskrifter, skrive noveller og sende dem håbefuldt til damebladene, skrive mine egne noveller og planlægge en roman, male, lægge blomsterløg i jorden og gå en tur med min hund.

 

Årets første bedrifter : Jeg har lagt nye opskrifter på min Ravelry side og i min fb-Butik.

Strik som terapi i p4

Min bog er 95% færdig.

I dag skete der det at jeg blev interviewet til programmet KLIK på P4. Det bliver sendt mellem 14 og 15 (hvis du ikke når at høre det, kan det efterfølgende høres via podcast).

Interviewet handler om mit blogopslag ”Strik vs Depression”. Det er jo både sjovt og spændende at nogen synes at mit opslag er så interessant, at det skal promoveres på landsdækkende radio. Men så er der lige en ting, som jeg gerne vil understrege. Ikke for at forklejne mit eget blogindlæg, men strik er jo altså ikke kun for folk der er depressive… Man kan godt få gavn af min bog selv om man ikke fejler noget. Hvis man nu bare har lyst til at strikke og gerne vil have en nem opskrift uden mærkelige forkortelser og underlige tænk-selv-løsninger, så er min bog helt perfekt.

Dermed vil jeg ikke sige at det at strikke ikke har en terapeutisk virkning – det har det ! For mig var det vejen ud og videre. Det tror jeg også det kan være for andre.

Men, min bog handler ikke om strik som terapi. Jeg er ikke terapeut eller psykolog og er ikke i besiddelse af manualen til vejen ud af tunnelen. Min bog er en bog fuld af gode opskrifter og nemme forklaringer, intet mere, eller mindre.

Klik - Strik vs Depression

Strik vs Depression

I 2014 fik jeg en depression. Ikke sådan en hvor man tuder hele tiden og er angst og alt det. Min depression var sådan en, som gjorde mig helt ligeglad med alting. Jeg følte ikke sorg og heller ikke glæde. Det eneste jeg gjorde var at sove, gå tur med min hund og strikke. Jeg orkede ikke andet.

Det har altid irriteret mig at strikkeopskrifter dels var dyre og altid proppet til med uforståelige forkortelser. Jeg begyndte at strikke sokker ud fra en gammel opskrift fra et dameblad. Det blev hurtigt træls. Opskrifterne passede ikke helt. Sokken blev for stor, for lille, for bred eller for smal…

Jeg tror at min irritation var nøglen til helbredelse. Det var i hvert fald den første følelse der satte rod.

Jeg begyndte at skrive og strikke mine egne opskrifter. Jeg fik det bedre af at have et projekt.

Projektet blev til en ide. Jeg tænkte at jeg jo nok ikke var den eneste der syntes det var træls med de der dårlige, uforståelige og dyre opskrifter. En sokkebog. En bog med gode opskrifter uden forkortelser, lette og forståelige forklaringer og i alle størrelser.

Nu, næsten 4 år senere er jeg glad. Jeg har det rigtig, rigtig godt. Min sokkebog er ikke helt på plads endnu. 100vis af sokker og strømper er strikket. 40 modeller er udvalgt. Opskrifterne er skrevet, rettet til, skrevet igen. Nu er jeg ved at redigere dem og samle dem i et endeligt udkast. Det går der nok lige et par uger med. Men snart ….