mandag den 11. juni 2018

Strik som terapi i p4



Min bog er 95% færdig.
I dag skete der det at jeg blev interviewet til programmet KLIK på P4. Det bliver sendt mellem 14 og 15 (hvis du ikke når at høre det, kan det efterfølgende høres via podcast).
Interviewet handler om mit blogopslag ”Strik vs Depression”. Det er jo både sjovt og spændende at nogen synes at mit opslag er så interessant, at det skal promoveres på landsdækkende radio. Men så er der lige en ting, som jeg gerne vil understrege. Ikke for at forklejne mit eget blogindlæg, men strik er jo altså ikke kun for folk der er depressive… Man kan godt få gavn af min bog selv om man ikke fejler noget. Hvis man nu bare har lyst til at strikke og gerne vil have en nem opskrift uden mærkelige forkortelser og underlige tænk-selv-løsninger, så er min bog helt perfekt.
Dermed vil jeg ikke sige at det at strikke ikke har en terapeutisk virkning – det har det ! For mig var det vejen ud og videre. Det tror jeg også det kan være for andre.
Men, min bog handler ikke om strik som terapi. Jeg er ikke terapeut eller psykolog og er ikke i besiddelse af manualen til vejen ud af tunnelen. Min bog er en bog fuld af gode opskrifter og nemme forklaringer, intet mere, eller mindre.

Klik - Strik vs Depression



onsdag den 6. juni 2018

Strik vs Depression


I 2014 fik jeg en depression. Ikke sådan en hvor man tuder hele tiden og er angst og alt det. Min depression var sådan en, som gjorde mig helt ligeglad med alting. Jeg følte ikke sorg og heller ikke glæde. Det eneste jeg gjorde var at sove, gå tur med min hund og strikke. Jeg orkede ikke andet.

Det har altid irriteret mig at strikkeopskrifter dels var dyre og altid proppet til med uforståelige forkortelser. Jeg begyndte at strikke sokker ud fra en gammel opskrift fra et dameblad. Det blev hurtigt træls. Opskrifterne passede ikke helt. Sokken blev for stor, for lille, for bred eller for smal…

Jeg tror at min irritation var nøglen til helbredelse. Det var i hvert fald den første følelse der satte rod.

Jeg begyndte at skrive og strikke mine egne opskrifter. Jeg fik det bedre af at have et projekt.

Projektet blev til en ide. Jeg tænkte at jeg jo nok ikke var den eneste der syntes det var træls med de der dårlige, uforståelige og dyre opskrifter. En sokkebog. En bog med gode opskrifter uden forkortelser, lette og forståelige forklaringer og i alle størrelser.

Nu, næsten 4 år senere er jeg glad. Jeg har det rigtig, rigtig godt. Min sokkebog er ikke helt på plads endnu. 100vis af sokker og strømper er strikket. 40 modeller er udvalgt. Opskrifterne er skrevet, rettet til, skrevet igen. Nu er jeg ved at redigere dem og samle dem i et endeligt udkast. Det går der nok lige et par uger med. Men snart ….