VIP i Egypten

Sidste år – altså i 2019 – i Januar var der en artikel i Hendes Verden om mig. Artiklen blev til på en lidt sjov måde.

Jeg havde skrevet et blogopslag på min Strikkeblog om hvordan strik havde hjulpet mig med at overvinde en udmattelsesdepression.

Blogopslaget havde fået mange hits og var blevet ”opdaget” af radioprogrammet KLIK på P4.

Det blev til en lille radiospot, igen om hvordan strik havde hjulpet mig med den der depression.

Efter det var jeg ved at være færdig med min strikkebog og tænkte at jeg hellere måtte gøre opmærksom på den. Jeg skrev lidt om mig selv, strik og depression og en hel masse om min bog og hvad min mission med bogen var/er. Jeg sendte det til forskellige dameblade og andre steder hvor der kunne tænkes at være interesse for den slags.

SÅ var det at Hendes Verden kontaktede mig og sagde at de ville lave en artikel om mig og min bog. Her er det så at det bliver lidt sjovt. Jeg stod næste bogstaveligt talt med det ene ben inde i en flyvemaskine … Jeg var på vej til Egypten, sammen med min datter og mit barnebarn. - No Problemos, sagde Hendes Verden.

Det blev til et langt telefoninterview som foregik i hotellets bagkontor. Hotellet havde dårligt net, og fungerede bedst i dette lokale. Jeg havde forklaret hotelmanageren hvad det handlede om og havde fået lov til at gøre det på denne måde. Jeg tror at han havde misforstået lidt af det jeg sagde, i hvert fald blev jeg herefter behandlet som en VIP. Eline Holm

og jeg korresponderede lidt frem og tilbage, de efterfølgende dage indtil artiklen var på plads.

Billederne måtte vente til jeg kom hjem. Jeg var lige landet samme nat, som den super professionelle og meget dygtige fotograf, Trine Bukh,

kom og tog billederne – det havde jeg aldrig prøvet før og jeg kan ikke lide at blive fotograferet, men hun gjorde det bare og småsnakkede undervejs … resultatet taler jo for sig selv.

Det hele var en sjov og spændende oplevelse, men det allersjoveste var nok at være (ufortjent) VIP på et lille hotel i Egypten 😆

Nu er artiklen så aktuel igen, denne gang er det Alt for Damerne / ALT der har ”samlet den op” og udgivet den på deres hjemmeside 😎

Link til Artiklen på ALT

Link til opslaget som satte det hele i gang Strik VS Depression

Link til min strikkebog 😉 

Jeg ville gerne havde indsat en lydfil med det nævnte radiospot ... Men jeg kan ikke finde ud af det ...

Goddag 2019

Goddag 2019

Mit 2018 var et meget turbulent år. Ulykker , sygdom, dødsfald … you name it….

Men det var også det år jeg endelig blev færdig med min sokkebog. Det tog, rundt regnet, 4 år, fra ide til færdig bog.

Det begyndte med en udmattelsesdepression (det, har jeg fundet ud af efterfølgende, at det kaldes) i 2014. Jeg kunne ingenting. Jeg følte ingenting. Verden var mig aldeles ligegyldig. En eller anden dag, fandt jeg garn og strikkepinde frem. WOW – jeg kunne strikke. En gammel ide begyndte at banke på. Noget med sokkeopskrifter, noget med at samle dem, noget om at de skulle kunne læses af alle.

 

Langsomt tog ideen form, samtidig med at jeg møvlede mig ud af den der udmattelsesdepression.

Ideen var kimen til bogen, men det blev også kimen til en radikal livsbaneændring.

 

Jeg var skolelærer, havde en stor fed ejerlejlighed, en lille smart, rød bil. Jeg havde fart på. Jeg havde også en lille kolonihave, med et lille kolonihavehus på. Ind i mellem, før udmattelsesdepressionen, trak jeg mig tilbage i det lille hus.

Der malede, skrev og strikkede jeg. Men der var aldrig tid nok.

 

Nu er jeg min egen, ingen ejer mig. Jeg har ikke en stor fed lejlighed og heller ingen smart bil. Jeg skylder ikke nogen noget og jeg har oceaner af tid.

Jeg har stadig fart på, men det er med andre projekter end før. Jeg strikker og skriver opskrifter, jeg skriver noveller og sender dem håbefuldt til damebladene, jeg skriver mine egne noveller og planlægger en roman, jeg maler, jeg lægger blomsterløg i jorden og går en tur med min hund.

 

2015, 2016 og 2017 var sådan nogen underlige, spændende og lidt skræmmende år. Ikke kun det med at sælge lejligheden og den røde bil, men også det med at se på verden på en ny måde. Jeg åbnede øjnene helt og så vejene. Alle de veje som jeg kunne gå. Smutveje og omveje. Først gik jeg tøvende, men jo mere jeg gik, jo mere sikre blev mine skridt.

 

2018 var et forbandet år. Jeg var sådan set helt i balance da året startede. Stod helt stabilt, lige der hvor jeg gerne ville stå. Ulykker blev afløst af katastrofer, hele året igennem…

I 2018 skete der også gode ting. Jeg var ude at rejse 3 gange, vi fik et skønt kuld hvalpe, jeg udgav sokkebogen og fik seriøst gang i skriveriet. Men det føles som om det alt sammen var på trods… Som en art overlevelsesmekanisme. Forsøg, på at genskabe balancen.

 

2019 jeg byder dig Goddag og Velkommen. Jeg er ikke helt i balance og står knapt så stabilt. 2018 har giftige fangarme som rækker langt ud i fremtiden.

 

En god veninde, som er langt mere spirituel end mig, har lovet mig at 2019 er et godt år. Hun siger at kærligheden langsomt kommer tilbage til os, både som enkelte individer, men også i hele verden.

 

Jeg ønsker alle et godt år. For mig selv ønsker jeg bare at få lov til at strikker og skrive opskrifter, skrive noveller og sende dem håbefuldt til damebladene, skrive mine egne noveller og planlægge en roman, male, lægge blomsterløg i jorden og gå en tur med min hund.

 

Årets første bedrifter : Jeg har lagt nye opskrifter på min Ravelry side og i min fb-Butik.