tirsdag den 15. januar 2019

Mig i Hendes Verden




Det er da ret vildt … sådan at være i et dameblad. Jeg synes artiklen er fin. Der står i hvert fald ikke noget som, ikke passer.

En lille sjov krølle på historien : Egentlig tænkte jeg jo artiklen som reklame for min sokkebog, men alle de henvendelser jeg har fået, handler om den kjole som jeg har på 😂

Jeg lover der snart kommer en opskrift på kjolen.

I mellemtiden kan du overveje den trøje, som minder lidt om kjolen, som ligger HER😀

torsdag den 3. januar 2019

Goddag 2019


Goddag 2019

Mit 2018 var et meget turbulent år. Ulykker , sygdom, dødsfald … you name it….

Men det var også det år jeg endelig blev færdig med min sokkebog. Det tog, rundt regnet, 4 år, fra ide til færdig bog.

Det begyndte med en udmattelsesdepression (det, har jeg fundet ud af efterfølgende, at det kaldes) i 2014. Jeg kunne ingenting. Jeg følte ingenting. Verden var mig aldeles ligegyldig. En eller anden dag, fandt jeg garn og strikkepinde frem. WOW – jeg kunne strikke. En gammel ide begyndte at banke på. Noget med sokkeopskrifter, noget med at samle dem, noget om at de skulle kunne læses af alle.

 

Langsomt tog ideen form, samtidig med at jeg møvlede mig ud af den der udmattelsesdepression.

Ideen var kimen til bogen, men det blev også kimen til en radikal livsbaneændring.

 

Jeg var skolelærer, havde en stor fed ejerlejlighed, en lille smart, rød bil. Jeg havde fart på. Jeg havde også en lille kolonihave, med et lille kolonihavehus på. Ind i mellem, før udmattelsesdepressionen, trak jeg mig tilbage i det lille hus.

Der malede, skrev og strikkede jeg. Men der var aldrig tid nok.



 

Nu er jeg min egen, ingen ejer mig. Jeg har ikke en stor fed lejlighed og heller ingen smart bil. Jeg skylder ikke nogen noget og jeg har oceaner af tid.

Jeg har stadig fart på, men det er med andre projekter end før. Jeg strikker og skriver opskrifter, jeg skriver noveller og sender dem håbefuldt til damebladene, jeg skriver mine egne noveller og planlægger en roman, jeg maler, jeg lægger blomsterløg i jorden og går en tur med min hund.

 

2015, 2016 og 2017 var sådan nogen underlige, spændende og lidt skræmmende år. Ikke kun det med at sælge lejligheden og den røde bil, men også det med at se på verden på en ny måde. Jeg åbnede øjnene helt og så vejene. Alle de veje som jeg kunne gå. Smutveje og omveje. Først gik jeg tøvende, men jo mere jeg gik, jo mere sikre blev mine skridt.

 

2018 var et forbandet år. Jeg var sådan set helt i balance da året startede. Stod helt stabilt, lige der hvor jeg gerne ville stå. Ulykker blev afløst af katastrofer, hele året igennem…

I 2018 skete der også gode ting. Jeg var ude at rejse 3 gange, vi fik et skønt kuld hvalpe, jeg udgav sokkebogen og fik seriøst gang i skriveriet. Men det føles som om det alt sammen var på trods… Som en art overlevelsesmekanisme. Forsøg, på at genskabe balancen.

 

2019 jeg byder dig Goddag og Velkommen. Jeg er ikke helt i balance og står knapt så stabilt. 2018 har giftige fangarme som rækker langt ud i fremtiden.

 

En god veninde, som er langt mere spirituel end mig, har lovet mig at 2019 er et godt år. Hun siger at kærligheden langsomt kommer tilbage til os, både som enkelte individer, men også i hele verden.

 

Jeg ønsker alle et godt år. For mig selv ønsker jeg bare at få lov til at strikker og skrive opskrifter, skrive noveller og sende dem håbefuldt til damebladene, skrive mine egne noveller og planlægge en roman, male, lægge blomsterløg i jorden og gå en tur med min hund.

 



Årets første bedrifter : Jeg har lagt nye opskrifter på min Ravelry side og i min fb-Butik.